BACK

Nogle tanker og betragtninger om Frode Steinicke s skulpturer

Kunsthistorien er rig på kunstnere, der har søgt mod større enkelhed. Mondrian, Manzoni, Lawrence Weiner. Frode Steinicke er ude i samme ærinde.

Fra en begyndelse som symbolistisk/surreel maler, hvor både løver og enhjørninger indtog billedfladen, har han bevæget sig over et skulpturelt udtryk, hvor forskellige bearbejdninger af skulpturens materiale stod i centrum, til en slags suprematistisk skulptur, der enten skyder sig op ad eller bevæger sig ud langs siderne.

Frode Steinicke kalder disse frembringelser selvrefererende skulpturer. Frembringelser, der nok refererer til kunsthistorien og Steinickes tidligere værk, men ikke til naturen.  Frode Steinicke har ret i, at hans skulpturer ikke efterligner naturen, men de giver mindelser om arkitektur, når de selvbevidst søger i højden eller mere pragmatisk udvider til siderne. Og hvad det selvrefererende og enkelheden angår, opbyder den slags altid et paradox.

Jo mere enkelhed, jo flere ord skal der sættes på værket for at forklare den enkelhed, der i og for sig er indlysende og iøjnespringende, men der i det særlige rum, der er kunstens, ikke får lov at stå uantastet. 

På samme måde er den skribent, der vil nærme sig Frode Steinicke s senere værk, fanget i en fælde. Det er som om, at ordene ikke helt slår til.

Jeg har allerede sagt for meget. Og alligevel for lidt.

Måske er det den egentlige pointe med Frode Steinicke s skulpturer.

De kan naturligvis beskrives, katalogiseres (en salgs opdateret suprematisme, hvor forbilledet Kazimir Malevich ikke fornægter sig), kontekstualiseres og italesættes (som det sig hør og bør for samtidskunst).

Men de skal først og fremmest erfares.

Performance-kunstner og skribent

Uwe Max Jens en

2010